
Mange måneders planlægning kulminerede, da afgangselever fra Skanderborg – Odder Center for Uddannelse ankom til gallafest mandag den 16. maj 2011.
Traditionen tro ankom eleverne på bemærkelsesværdig vis til skolen. I år gjorde en brandbil, en politibil, festpyntede tandemcykler, nypolerede cabrioleter og racerbiler, en svedig Puck Maxi og en håndholdt trone m.m. stop ved Højvangen, for at sætte de festklædte elever af ved den røde løber. Et talstærkt publikum kunne nyde et glas champagne og udsigten til flotte lange kjoler, seje suits, glade ansigter og masser af attitude på den røde løber.
I år var gallafesten større end nogensinde før. 183 afgangselever fra hhv. handelsgymnasiet, handelsskolen og den toårige HF og deres familier deltog i festlighederne. I alt var der dækket op til 520 gæster, der fik serveret en tre retters gallamiddag i skolens festpyntede kantine.
Under middagen var der taler fra skolens direktør samt rektor, underholdning ved klasserne og kåringer af blandt andet årets kjole, årets suit og årets entré.
Aftenens højdepunkt var da de mange elever, traditionen tro, skulle danse lancier, som de i flittigt havde øvet sig på i månedsvis. Dansen forløb perfekt og for første gang dansede de mange kvadriller alle fem runder. Det førte til massive klapsalver fra det imponerede publikum, lettelsens suk fra skolens danselærerinde og stolte smil fra elever og forældre.